KARISMATISK?

Karismatisk? Del I

Sendt den by

 

Fra en læser:

Du nævner den karismatiske fornyelse (i din skrivning Juleapokalypsen) i et positivt lys. Jeg forstår det ikke. Jeg går ud af min måde at gå i en kirke, der er meget traditionel - hvor folk klæder sig ordentligt, forbliver stille foran tabernaklet, hvor vi bliver katekiseret ifølge tradition fra prædikestolen osv.

Jeg holder mig langt væk fra karismatiske kirker. Jeg ser det bare ikke som katolicisme. Der er ofte en filmskærm på alteret med dele af messen opført (”Liturgi” osv.). Kvinder er på alteret. Alle er klædt meget afslappet (jeans, sneakers, shorts osv.) Alle løfter hænderne, råber, klapper - ikke stille. Der er ingen knælende eller andre ærbødige bevægelser. Det forekommer mig, at meget af dette blev lært af pinsebeholdningen. Ingen mener, at ”detaljerne” i tradition betyder noget. Jeg føler ingen fred der. Hvad skete der med tradition? At tavse (f.eks. Ikke klappe!) Af respekt for tabernaklet ??? At beskedne kjole?

Og jeg har aldrig set nogen, der havde en rigtig tungegave. De fortæller dig, at du skal sige noget vrøvl med dem ...! Jeg prøvede det for mange år siden, og jeg sagde intet! Kan den slags ting ikke nedbringe NOGEN ånd? Det ser ud til, at det skal kaldes "karismani." De "tunger" folk taler på er bare rystende! Efter pinse forstod folk forkyndelsen. Det ser ud til, at enhver ånd kan krybe ind i disse ting. Hvorfor vil nogen have lagt hænder på dem, der ikke er indviet ??? Nogle gange er jeg opmærksom på visse alvorlige synder, som folk er i, og alligevel er de der på alteret i deres jeans og lægger hænder på andre. Bliver disse ånder ikke videre? Jeg forstår det ikke!

Jeg vil meget hellere deltage i en tridentinemesse, hvor Jesus er i centrum for alt. Ingen underholdning - bare tilbedelse.

 

Kære læser,

Du rejser nogle vigtige punkter, der er værd at diskutere. Er den karismatiske fornyelse fra Gud? Er det en protestantisk opfindelse eller endda en djævelsk opfindelse? Er disse “åndens gaver” eller ugudelige “nåde”?

Fortsæt med at læse →

Karismatisk? Del II

Sendt den by
 

 

DER er måske ingen bevægelse i kirken, der er blevet så bredt accepteret - og let afvist - som "den karismatiske fornyelse." Grænser blev brudt, komfortzoner flyttet, og status quo knækkede. Ligesom pinse har det været alt andet end en pæn og pæn bevægelse, der passer fint ind i vores forudfattede kasser om, hvordan Ånden skal bevæge sig blandt os. Intet har måske været så polariserende heller ... ligesom det var dengang. Da jøderne hørte og så apostlene sprænge fra det øverste rum, talte i tunger og forkyndte modigt evangeliet ...

De var alle forbløffede og forvirrede og sagde til hinanden: "Hvad betyder det?" Men andre sagde og hånede: ”De har fået for meget ny vin. (Apostelgerninger 2: 12-13)

Sådan er delingen også i min brevpose ...

Den karismatiske bevægelse er en masse gibberish, NONSENSE! Bibelen taler om tungegaven. Dette henviste til evnen til at kommunikere på datidens talte sprog! Det betød ikke idiotisk pladder ... Jeg har intet at gøre med det. —TS

Det sørger mig at se denne dame tale sådan om den bevægelse, der førte mig tilbage til kirken ... —MG

Fortsæt med at læse →

Karismatisk? Del III

Sendt den by


Helligåndsvindue, Peterskirken, Vatikanstaten

 

FRA det brev ind Del I:

Jeg går ud af min måde at gå i en kirke, der er meget traditionel - hvor folk klæder sig ordentligt, forbliver stille foran tabernaklet, hvor vi bliver katekiseret ifølge tradition fra prædikestolen osv.

Jeg holder mig langt væk fra karismatiske kirker. Jeg ser det bare ikke som katolicisme. Der er ofte en filmskærm på alteret med dele af messen opført (”Liturgi” osv.). Kvinder er på alteret. Alle er klædt meget afslappet (jeans, sneakers, shorts osv.) Alle løfter hænderne, råber, klapper - ikke stille. Der er ingen knælende eller andre ærbødige bevægelser. Det forekommer mig, at meget af dette blev lært af pinsebeholdningen. Ingen mener, at ”detaljerne” i tradition betyder noget. Jeg føler ingen fred der. Hvad skete der med tradition? At tavse (f.eks. Ikke klappe!) Af respekt for tabernaklet ??? At beskedne kjole?

 

I var syv år gammel, da mine forældre deltog i et karismatisk bønemøde i vores sogn. Der havde de et møde med Jesus der dybt ændrede dem. Vores sognepræst var en god hyrde for bevægelsen, der selv oplevede ”dåb i ånden. ” Han tillod bønnegruppen at vokse i dens karismer og bragte derved mange flere omvendelser og nåde til det katolske samfund. Gruppen var økumenisk og alligevel trofast mod den katolske kirkes lære. Min far beskrev det som en "virkelig smuk oplevelse."

Efterhånden var det en model for, hvad pavene lige fra fornyelsens begyndelse ønskede at se: en integration af bevægelsen med hele kirken i troskab til magisteriet.

 

Fortsæt med at læse →

Karismatisk? Del IV

Sendt den by
 

 

I er blevet spurgt før, om jeg er en “karismatiker”. Og mit svar er: ”Det gør jeg Katolske! ” Det vil sige, jeg vil være det fuldt ud Katolsk, at leve i centrum for troens aflejring, vores mors hjerte, kirken. Og så stræber jeg efter at være "karismatisk", "marian", "kontemplativ", "aktiv", "sakramental" og "apostolisk." Det skyldes, at alt det ovenstående ikke tilhører denne eller den anden gruppe eller denne eller den anden bevægelse, men til Hele Kristi legeme. Mens apostolater kan variere i fokus for deres særlige karismer, bør ens hjerte, ens apostolat, være åbent for Hele skat af nåde, som Faderen har tildelt kirken.

Velsignet være Gud og far til vor Herre Jesus Kristus, som har velsignet os i Kristus med enhver åndelig velsignelse i himlen ... (Ef 1: 3)

Fortsæt med at læse →

Karismatisk? Del V

Sendt den by

 

 

AS vi ser på den karismatiske fornyelse i dag, vi ser et stort fald i antallet, og de der er tilbage er for det meste grå og hvidhårede. Hvad handlede den karismatiske fornyelse så om, hvis det ser ud til at være fizzling? Som en læser skrev som svar på denne serie:

På et tidspunkt forsvandt den karismatiske bevægelse som fyrværkeri, der lyser op om nattehimlen og derefter falder tilbage i mørket. Jeg var noget forvirret over, at en bevægelse fra den Almægtige Gud ville aftage og endelig forsvinde.

Svaret på dette spørgsmål er måske det vigtigste aspekt af denne serie, for det hjælper os med at forstå ikke kun, hvor vi kommer fra, men hvad fremtiden bringer for kirken ...

 

Fortsæt med at læse →

Karismatisk? Del VI

Sendt den by

pinse3_Fotorpinsen, Kunstner ukendt

  

Pinse er ikke kun en enkelt begivenhed, men en nåde, som kirken kan opleve igen og igen. I dette forrige århundrede har paverne imidlertid ikke kun bedt om en fornyelse i Helligånden, men om en ”ny Pinse ”. Når man overvejer alle tegn på de tidspunkter, der har ledsaget denne bøn - nøgle blandt dem den fortsatte tilstedeværelse af den velsignede mor, der samles med sine børn på jorden gennem igangværende åbenbaringer, som om hun endnu en gang var i ”øverste rum” med apostlene. ... Katekismens ord får en ny følelse af umiddelbarhed:

... ved ”sluttiden” vil Herrens ånd forny menneskers hjerter og indgrave en ny lov i dem. Han vil samle og forene de spredte og splittede folk; han vil forvandle den første skabelse, og Gud vil bo der med mennesker i fred. —Katolske kirkes katekisme, ikke. 715

Denne gang, når Ånden kommer til at ”forny jordens overflade”, er perioden efter Antikrists død, i løbet af hvad Kirkens Fader påpegede i St. Johns Apocalypse som ”Tusind år”Æra, hvor Satan er lænket i afgrunden.Fortsæt med at læse →

Karismatisk! Del VII

Sendt den by

 

DET pointen i hele denne serie om de karismatiske gaver og bevægelse er at tilskynde læseren til ikke at være bange for ekstraordinære i Gud! At ikke være bange for at ”åbne jeres hjerter vidt” for Helligåndens gave, som Herren ønsker at udgyde på en speciel og magtfuld måde i vores tid. Når jeg læser de breve, der er sendt til mig, er det klart, at den karismatiske fornyelse ikke har været uden sine sorger og fiaskoer, dens menneskelige mangler og svagheder. Og alligevel er det netop dette, der skete i den tidlige kirke efter pinsedagen. De hellige Peter og Paul afsatte meget plads til at korrigere de forskellige kirker, moderere karismerne og genfokusere de spirende samfund igen og igen på den mundtlige og skriftlige tradition, der blev overdraget til dem. Hvad apostlene ikke gjorde, er at benægte de troendes ofte dramatiske oplevelser, forsøge at kvæle karismerne eller tavse iver for blomstrende samfund. Snarere sagde de:

Sluk ikke Ånden ... forfølg kærlighed, men stræb ivrigt efter de åndelige gaver, især for at I kan profetere ... frem for alt, lad jeres kærlighed til hinanden være intenst ... (1 Thess 5:19; 1 Kor 14: 1; 1 Pet 4: 8)

Jeg vil afsætte den sidste del af denne serie til at dele mine egne erfaringer og refleksioner, siden jeg først oplevede den karismatiske bevægelse i 1975. I stedet for at give mit hele vidnesbyrd her, vil jeg begrænse det til de oplevelser, man kan kalde "karismatisk."

 

Fortsæt med at læse →