DER var så lidt tid. En stald var alt hvad Mary og Joseph kunne finde. Hvad gik gennem Marys sind? Hun vidste, at hun fødte Frelseren, Messias ... men i en lille stald? Hun omfavnede endnu en gang Guds vilje og gik ind i stalden og begyndte at forberede en lille krybbe til sin Herre.
Ja, Jesus, jeg spekulerer på det samme: Du kommer til mig, i dette hjerte så fattigt og snavset? Alligevel, Herre, vil jeg følge din mors eksempel. Hun bad ikke Joseph om at rette det hængende stråtag. Hun bad ham ikke om at rette de skæve bjælker eller udfylde hullerne, hvor natstjernerne skinnede igennem. Snarere rensede hun roligt hvilestedet for sin søn - en lille trækrubbe, hvorfra fårene spiste. Hun fejede det rent med sin egen kappe og arrangerede derefter omhyggeligt det friske strå, hendes mand bragte hende.
Herre, jeg ser ikke ud til at rette min hængende viljestyrke. Jeg ser ud til at være hjælpeløs til at rette min svagheds skæve bjælker. Og jeg har undladt at udfylde huller i min sjæl med gode gerninger. Jeg er virkelig fattig Herre. Men Mary viser mig, hvad jeg skal gøre: forbered mit hjerte med ydmyghedens rene halm. Og dette gør jeg ved at anerkende mine synder foran dig - du, der lover at "tilgive vore synder og rense os for enhver forseelse" (1 Joh 1: 9). (På en eller anden måde ser det ud til, at hun hjælper med at omorganisere mit lille hjerte ved hjælp af sin ægtefælle, Helligånden ...)
Du undgik ikke staldens fattigdom, men nedlades til en krybbs fattigdom. Min sjæls vægge er virkelig fattige ... men jeg har forberedt mit hjerte, min "krybbe" gennem din nåde. Og nu venter jeg på, at du kommer. Lad mig elske dig Jesus! Lad mig kysse din pande. Lad mig holde dig mod mit hjerte, som Mary gjorde den hellige nat.
For du kom ikke efter et palads.
Du kom efter mig.
O ydmyg besøgende, du kommer efter mig!
