"Fødselskirken", Lorenzo Monaco; 1409
Først offentliggjort 27. december 2006
Hvorfor ligger han i en sådan gennemsnitlig ejendom, hvor okse og røv fodrer? —Hvilket barn er dette ?, Christmas Carol
INGEN følge af vagter. Ingen legion af engle. Ikke engang ypperstepræsternes velkomstmåtte. Gud, inkarneret i kødet, bliver mødt i verden af en okse og et røv.
Mens de tidlige fædre fortolkede disse to skabninger som symboliske for jøderne og hedningerne og dermed hele menneskeheden, kom en yderligere fortolkning til at tænke på ved midnatsmesse.
DUMB SOM EN OX
Det bringer os smerte. Det efterlader en tomhed. Det fremkalder en urolig samvittighed. Og alligevel vender vi stadig tilbage til det: den samme gamle synd. Ja, nogle gange er vi så ”stumme som en okse”, når det kommer til at falde i de samme fælder igen og igen. Vi omvender os, men undlader derefter at tage de nødvendige skridt for at forhindre os i at falde igen. Vi undgår ikke den nærmeste lejlighed til syndog så konstant falde tilbage til synd. Vi må virkelig forvirre englene!
Dette er ikke mere tydeligt end i den kollektive forstand. Når vi fortsætter med at kassere Gud og de moralske love, han har etableret fra vores nationer, ser vi vores befolkning falde (i en "dødskultur"), vold øges, selvmord øges, grådighed og korruption stiger, og de globale spændinger øges. Men vi opretter ikke forbindelsen. Vi er så stumme som en okse.
Vi undersøger heller ikke i denne "intellektuelle" og "oplyste" æra fra et historisk synspunkt, hvordan kristendommen har forvandlet civilisationen fra det romerske imperiums tid til i dag. Det er en simpel kendsgerning. Men vi glemmer snart - eller ofte - at vælge ikke at se. Dum. Bare dumt.
Denne okse er dog velkommen i Herrens stald. Jesus kom ikke for brønden, han kom for de syge.
STUBBORN AS AS ASS
Det æsel repræsenterer de af os, der er “stædig som en røv”. At hænge på gamle fiaskoer, som vi nægter at give slip på, og slå os i hovedet med en træt gammel to-fire.
I dag siger Jesus:
Giv slip. Jeg har allerede tilgivet dig for denne synd. Stol på min barmhjertighed. Jeg elsker dig. Dette er formålet med min komme: at tage dine synder væk evigt. Hvorfor bringer du dem tilbage til stalden?
Det er også den stædighed over for lad Gud elske os. Jeg husker ordene fra en ven, der engang sagde til mig: "Lad Gud elske dig." Ja, vi løber omkring med at gøre denne gerning eller sådan, men lad aldrig Gud gøre en gerning for os. Og den gerning, han ønsker at gøre, er at elsker os lige nu, som vi er. ”Men jeg er uværdig. Jeg er en skuffelse. Jeg er syndig, ”svarer vi.
Og Jesus siger:
Ja, du er uværdig, og du er syndig. Men du er ikke en skuffelse! Er du skuffet, når du ser en baby lære at gå, men derefter falder ned? Eller når du ser en nyfødt, der ikke kan brødføde sig selv? Eller en lille, der græder i mørket? Du er det barn. Du forventer mere, end jeg forventer! For kun jeg kan lære dig at gå. Jeg giver dig mad. Jeg vil trøste dig i mørket. Jeg vil gøre dig værdig. Men du må lade mig elske dig!
Den værste stædighed er uvilligheden til at se os selv i sandhedens guddommelige lys, der afslører synd for at frigøre; at anerkende vores fattigdom i ånden, vores behov for en frelser. Næsten alle har en andel i denne form for stædighed, der går under et andet navn: Prider. Men også disse hjerter, Kristus byder velkommen til sin stald.
Nej, det var ikke en fri og skyhøje ørn eller en stærk og mægtig løve, men en okse og røv hvem Gud indrømmede i stalden på sin fødsel.
Ja, der er håb for mig endnu.
Gud blev menneske. Han kom til at bo blandt os. Gud er ikke fjern: han er 'Emmanuel,' Gud-med-os. Han er ikke fremmed: han har et ansigt, Jesu ansigt. —POPE BENEDICT XVI, julebudskab “Urbi et Orbi“, 25. december 2010
